|
Baggrund
Med henblik på at systematisere og dokumentere revisioner i Nationalbankens finansielle statistikker beskriver Nationalbanken i denne revisionspolitik, hvorledes revisionerne gennemføres. Politikken omfatter alle de finansielle statistikker, som offentliggøres af Nationalbanken.
Nationalbankens revisionspolitik er et element i udarbejdelsen af pålidelig, relevant og konsistent finansiel statistik. Revisionspolitikken er formuleret i overensstemmelse med internationale anbefalinger og best practice.
Revisioner defineres som enhver ændring i en statistik, som har været offentliggjort. Revisioner er bl.a. et resultat af, at de statistiske metoder ajourføres i takt med udviklingen i internationale statistikmanualer, at de offentliggjorte data vedligeholdes i takt med fremkomsten af bedre eller mere fuldstændige kildedata, samt at evt. fejl i kildedata eller produktionsprocessen rettes.
Revisionscyklus
Nationalbankens finansielle statistikker revideres efter en fast, sammenhængende og offentliggjort plan, kaldet en revisionscyklus. Den fastlægger, hvornår de enkelte statistikker revideres, og hvilke perioder der er omfattet af revisionen.
Statistikkerne revideres som hovedregel i overensstemmelse med den fastsatte revisionscyklus. I særlige tilfælde kan der dog forekomme afvigelser. Fx fører væsentlige ændringer i statistikgrundlaget til ekstraordinære revisioner, såfremt det vurderes nødvendigt af hensyn til brugernes fortolkning af data. Afvigelserne kan vedrøre såvel revisionsperiodens længde som timingen af revisionerne. Afvigelser fra revisionscyklus fremgår tydeligt af den NYT-publikation, som udsendes i forbindelse med publiceringen af data.
Revisionscyklus er udformet med udgangspunkt i de forskellige statistikkers produktionsproces og under hensyntagen til statistikkernes indbyrdes sammenhænge. Revisionscyklus afspejler desuden en afvejning af kvalitative, praktiske og omkostningsmæssige faktorer for såvel indberettere og brugere af statistikkerne som for Nationalbanken.
Revisionerne er koordineret med henblik på at opretholde størst mulig konsistens på tværs af statistikkerne. Det tilstræbes endvidere at skabe konsistens over tid inden for den enkelte tidsserie ved, hvor det er relevant, at etablere historiske data i forbindelse med større revisioner. Udarbejdelsen af konsistente historiske data er dog altid baseret på en afvejning af flere forskellige faktorer så som brugerhensyn, omkostninger og tilstedeværelsen af kildedata. Såfremt der opstår brud i dataserier, fremgår dette af fodnoter til de relevante tabeller og figurer.
Dokumentation
Revisioner dokumenteres i den NYT-publikation, som udsendes i forbindelse med publiceringen af de reviderede data. Af NYT-publikationen fremgår det, hvilken periode der er blevet revideret, samt hvorvidt der har været afvigelser i forhold til den offentliggjorte revisionscyklus. Endvidere angives revisionernes omfang, og for så vidt angår større revisioner, bliver årsagen til revisionerne ligeledes beskrevet i NYT'en.
Revisioner, der bunder i metodeændringer, uddybes særligt i NYT-publikationerne. Information om kommende metodeændringer offentliggøres i god tid forud for implementeringen.
Oplysninger om de enkelte statistikkers kildegrundlag og metoder fremgår af de respektive statistikkers "Kilder og metoder". På de områder, hvor der publiceres data, der hviler på et særligt usikkert grundlag, og hvor senere revisioner derfor må forudses, fremgår dette endvidere af fodnoter til de relevante tabeller og figurer. |